Corona præger årsresultat i KulturCenter Skive

PRESSEMEDDELELSE

Med nedlukninger, der faldt i samlet seks traditionelt travle måneder, ramte det verdensomspændende udbrud af covid-19 KulturCenter Skive særligt hårdt. 
Det står klart efter årsmødet i Den Erhvervsdrivende fond, der står bag kulturcentret, hvor årsregnskabet af bestyrelsen blev betegnet som ”acceptabelt”.
– Koncerter og arrangementer blev aflyst på stribe eller gennemført under helt særlige vilkår med krav om afstand, færre gæster i salene, ekstra rengøring og stort fokus på gæsternes tryghed. Det var ikke nemt, når man lever for og af at skabe fællesskab, nærvær og unikke liveoplevelser.
Det siger direktør Knud Bjerre, der også karakteriserer året som ”hårdt”.
– Året 2020 ender med et mindre underskud på trods af et efter omstændighederne stort aktivitetsniveau i de måneder, vi dog havde åbent. Vi har haft besøgstal på cirka 300.000, hvilket er 200.000 færre end 2019. Fondens resultatopgørelse for 2020 viser et underskud på 456.000 kroner, der er fordelt på et minus på 43.000 kroner til datterselskabet Skive Theater og et minus på 413.000 kroner til kulturcentret, forklarer Knud Bjerre.

Fondens balance pr. 31. december 2020 viser en egenkapital på 5.757.000 kroner.

Knud Bjerres vurdering er, at resultatet for 2020 afspejler en balance mellem driftsøkonomi og investeringer i henhold til fondens formål, så centret hele tiden fremstår moderne og med de faciliteter, der forventes af et moderne sport- og kulturcenter i 2020 og fremover. 

Derfor er direktøren langt fra at have mistet modet. Knud Bjerre peger også på, at der på kulturområdet ikke alene er gennemført et alsidigt repertoire med tilfredsstillende publikums-tilslutning. Forude venter også et travlt efterår.

– Rigtig mange arrangementer er blevet flyttet – nogle mere en én gang – men det er heldigvis under en håndfuld der helt har måttet aflyses, oplyser Knud Bjerre.

– Vi er meget taknemmelige overfor den velvilje, støtte og imødekommenhed, vi har mødt fra offentlige hjælpepakker og ikke mindst vores mange gæster. Vi tager det som en anerkendelse af den betydning, som kulturen har i alles hverdag. Med hjælpepakker, egne indtægter, ny rekord i sponsorindtægter og en god omkostningsstyring har vi skabt et fornuftigt 2020-resultat, vurderer Knud Bjerre.