KCS får flere sponsorer og flere gæster

Med egne indtægter, ny rekord i sponsorindtægter, fondsstøtte og en god omkostningsstyring kom KulturCenter Skive (KCS) ud af 2023 med et overskud på 334.186 kroner. Egenkapitalen er nu på 5,8 millioner kroner.

Selv om året startede med bekymrede miner grundet inflation og stærkt stigende energipriser, opnåede KCS at få sorte tal på bundlinjen – uden at sætte de mange planlagte renoveringsopgaver på standby. Desuden havde KCS med 527.110 gæster i 2023 flere gæster end nogensinde tidligere, og derfor er direktør Knud Bjerre også meget tilfreds.

”Vi er meget taknemmelige overfor den velvilje, støtte og imødekommenhed, vi har mødt fra Spar Vest Fonden, vores sponsorer og ikke mindst vores mange gæster. Vi tager det som en anerkendelse af den betydning, som KCS med kultur, sport og motion har i alles hverdag,” siger direktøren.

Et alsidigt kulturrepertoire blev belønnet med en tilfredsstillende publikums-tilslutning til de i alt 148 kulturarrangementer, der blev afholdt i KCS og Skive Theater i 2023. 

KCS Badeland & Motion foretog i 2023 en del renoveringer og investeringer i nyt udstyr – alene i nye maskiner investeret for 1,5 millioner kroner. 

”Gæsterne har sat pris på de forbedrede faciliteter, og det resulterede i 286.783 besøgende i KCS Badeland & Motion, og det er ny rekord. Til gengæld oplevede Cinema4 en mindre nedgang i antal besøgende, hvilket primært skyldtes fravær af de helt store blockbustere og strejken i Hollywood, der udskød premieren på flere film. Heldigvis var der rigtig mange gode danske film, der kunne opveje noget af det tabte. Vi viste i alt 225 forskellige film, heraf 74 i ArtCinema4,” forklarer Knud Bjerre.

Det har givet et markant løft på det kulinariske område, at KCS sidste sommer bortforpagtede køkkenet og caféen til Chefs Table ved Jakob Brøndum Nederby. ”Det er ikke alene vi, men ikke mindst vores mange gæster glade for, da maden nu altid tilberedes i centeret. Mad & Film er stadig populært og med Gourmet & Film og det mere folkelige Madklubben, hvor man kan spise for blot en hundredkroneseddel den første onsdag i hver måned, har vi et bredt udbud til en helaftensoplevelse med mad og film for alle målgrupper,” siger Knud Bjerre.