Diana Lys
Diana Lys er én af Skandinaviens førende producenter af stearinlys, og målet har altid været at kombinere stearinlysets hygge med moderne design.
Resultatet er en bred vifte af klassiske og moderne stearinlys produceret på to fabrikker i Danmark og en fabrik i Letland, og alle steder er fabriksmiljøet præget af en kombination af maskiner og håndværk.
Diana Lys leverer til en bred vifte af dagligvarekæder i Europa – enten med Diana Lys’ eget logo eller kædens eget mærke.
Tilbage i 1969 ønskede Connie og Geert Olesen en lys fremtid – og takket være parrets entusiasme og vovemod blev deres ønske til virkelighed. Diana Lys blev født – og er i dag en af Nordeuropas største lysproducenter med tæt på 300 ansatte.
Egentlig er Geert Olesen uddannet bager, og Connie Olesen havde været butiksassistent, men det var ikke brød, Geert Olesen kørte rundt og solgte. Han solgte gaveartikler og servietter. Senere begyndte han også at sælge stearinlys, og inden for kort tid fik Geert Olesen kunder, der efterspurgte stearinlys i en grad, der førte til Olesen-familiens første lille produktion af stearinlys.
Snart blev der ansat flere, og mens Geert Olesen mest tog sig af indkøb og salg, tog Connie Olesen sig af regnskab og økonomi. Diana Lys var kommet for at blive, og spredte lys og hygge ud over landet.
Virksomheden voksede hurtigt, selv om den gennem 70’erne og 80’erne blev ødelagt af brand ikke mindre end tre gange – den seneste brand var tilbage i 1988.
I dag ligger virksomhedens hovedkontor stadig på samme adresse, men virksomheden har været udvidet et par gange. I dag er virksomheden i Hald på mere end 15.000 kvadratmeter. Hvor der engang lå et gammelt mejeri, er der nu et smukt inspirerende showroom. Udover fabrikken i Hald er der også en fabrik i Højslev samt en fabrik i Ventspils i Letland.
Ægteparret Olesen er gået på pension, men Diana Lys drives i dag af parrets fire “drenge”, som alle har arvet deres forældres entusiasme. Sønnen Lars Olesen bor i dag i Letland, hvor han tager sig af den lettiske afdeling med flere end 200 ansatte. Sønnen Jesper Olesen står for produktionen i Højslev, mens Thomas Olesen og Jørgen Olesen tager sig af hovedafdelingen i Hald.