Granitbutikken

Nordisk Granit A/S kan levere natursten i alle afskygninger – lige fra vand i haven, skulpturer, fuglebad, havemøbler, fliser til bordplader og meget mere.

Virksomheden så dagens lys i 1994. En stigende interesse for anvendelse af naturstensprodukter i såvel den offentlige som den private sektor nødvendiggjorde en opdeling af virksomhedens aktiviteter. Herunder ikke mindst behovet for egen import.

For at opnå en tilstrækkelig størrelse og gennemslagskraft hos de oversøiske leverandører, startede Nordisk Granit A/S med engrossalg til stenhuggerier i både ind- og udland. Sideløbende hermed blev der etableret detailsalg med butik på Flyvej i Skive.

Derefter fulgte to lagerhaller og et skæreri. Her tilpasser medarbejderne alle former for belægning til projektopgaver. Et arbejdsområde, som fylder mere og mere i hverdagen.

Bag Nordisk Granit A/S står stenhugger Palle Jepsen, og efter over 25 år er Nordisk Granit A/S fortsat en virksomhed i vækst, positiv udvikling og bevægelse. Målet er også hele tiden at kunne imødekomme kundernes efterspørgsel og behov.

Nordisk Granit A/S har sat sit præg på Skive-egnen. Ikke mindst ved renovering af Skives gågade, men også med leverancen af 11 kompasringe og to af de dertil hørende skulpturer til Skives 11 stjerner – byens flotte rundkørsler. Et projekt, som blev udarbejdet i tæt samarbejde med det anerkendte firma Jacob Jensen Design.