Kernekommunikator

Ekstern marketing og kurser for B2B-virksomheder og selvstændige

Kernekommunikator er marketingsupport og underviser i markedsføring, branding og strategisk kommunikation. Indehaver Ida Ulrich Bregnhøj er uddannet inden for international markedsføring og virksomhedskommunikation med en cand.ling.merc på toppen. I praksis kommer hun i skrivende stund med 16 års erfaring med kommunikation og marketing fra den private sektor. 

…og hvad kan man så bruge det til, spørger indehaveren retorisk sig selv? Det betyder, at jeg gør den største forskel hos B2B-virksomheder med eller uden en etableret marketingafdeling, og hos selvstændige, der vil arbejde mere strategisk på egen hånd. Jeg har tunnelsyn på alt det, der står mellem linjerne og har lavet strategi om til praksis, siden jeg ramte arbejdsmarkedet.

Hurtig og kompetent hjælp med forståelse for din virksomhed

Der kan være mange grunde til at hyre ekstern marketingsupport. Nogen har behov for en ekstra indsats i forbindelse med projekter, uddannelse af personalet eller midlertidig hjælp ved sygdom eller fratrædelse. Andre vil bare gerne have ekstra hænder i marketing, uden at skulle ansætte en medarbejder.

Jeg træder ind ad døren med en velplejet ekspertise i at sætte mig ind i, hvordan din virksomhed fungerer. Det gælder for jeres løsninger, såvel som dynamikken blandt medarbejderne. Derfor kan jeg hurtigt træde ind i nødvendige funktioner og bidrage med mærkbar værdi i den periode, hvor I har brug for en målrettet indsats. 

Workshops og kurser i strategisk markedsføring

Marketing…det er dem med musemåtterne, ikke? Jeg elsker at undervise i netop det, for de fleste bliver overraskede, når de opdager nørdefaktoren i den proces, der ligger bag musemåtten og farven på deres screensaver. 

Workshops og kompetenceudvikling hos mig er både teoretisk og praktisk – og komplet skræddersyet. Etablerede afdelinger får typisk undervisning i at bruge specialprogrammer, som WordPress, Adobe, Canva og Metas annonceringsunivers. Selvstændige og mindre virksomheder får hjælp til at målrette marketingindsatsen og kortlægge nødvendige ressourcer for at arbejde mere strategisk på egen hånd.

Vi vælger hinanden til…og somme tider fra?

Både support og kursus starter med et uforpligtende møde. Jeg vil være sikker på, min indsats vil gøre en forskel. Somme tider sker det faktisk, at jeg ikke tilbyder et samarbejde. Hvad i hede h…? Men det er jo enkelt nok, for jeg bygger min virksomhed på kompetence, tilfredshed og ærlig snak. Hvis jeg ikke er den rigtige til at løse din opgave, hjælper jeg dig med at finde en anden samarbejdspartner. 

Starter vi et samarbejde, arbejder jeg til gengæld som en hest for at sikre mig, at du bliver ved med at vælge mig til. Jeg har ingen binding på samarbejdet, for jeg lever af, at du ikke kan undvære mig. På mine kurser vil du opleve, at jeg følger nøje op på din proces, så du ikke bliver efterladt med tvivl om, hvordan du skal komme videre.