Dahl Pedersen

Målt på kundetilfredshed har Dahl Pedersen A/S gennem årene som autoriseret Volvo, Renault og Dacia-forhandler med forretninger i Skive, Viborg og Holstebro, altid ligget blandt de bedste i Danmark.

Senest er Dahl Pedersen A/S blevet kåret som Årets Renault værksted i 2011 og 2013, og Årets Renault forhandler i 2012, 2014, 2016, 2018 og 2020.

Tilfredse kunder er det overordnede mål for virksomheden og vore medarbejdere. Tilfredse kunder er forudsætningen for at kunderne vender tilbage til Dahl Pedersen A/S – og taler positivt om virksomheden, hvilket er grundlaget for hele firmaets eksistens nu og i fremtiden.

Det er nu tredje generation ved Jørgen Dahl Pedersen, der sammen med hustruen Lene står i front for familie-virksomheden.

Firmaet blev grundlagt i 1928 af Kristian Dahl Pedersen – dengang som et autoværksted i Sallings Gård ved Torvegade. I 1934 fik Kristian Dahl Pedersen Citroën forhandlingen i Skive. Kristian Dahl Pedersen døde i 1946, hvorefter hans søn, Svend Dahl Pedersen overtog ledelsen.

I 1953 fik Svend Dahl Pedersen underforhandlingen af Volvo, og i 1956 opgav han Citroen forhandlingen og blev i stedet autoriseret Volvo forhandler. Samtidig fik han forhandling og service af Volvo Lastvogne i Skive distriktet, som også omfattede Mors, Thy, Fjerritslev og Løgstør.

I 1963 flyttede virksomheden ind i nye lokaler på Viborgvej 2 i Skive. Senere blev der bygget et nyt lastvognscenter på Sverrigsvej.

I 1982 gik Renault importøren i Danmark konkurs. Der var efterhånden kommet mange bilmærker på det danske marked, og markedsandelen på de relativt dyre Volvo’er var faldende. Volvo Danmark overtog importen af Renault og forsøgte derigennem også at hjælpe de danske Volvo forhandlere til en større volumen. Således fik de danske Volvo forhandlere og Dahl Pedersen Renault forhandlingen i 1982.

Efter afsluttet revisoruddannelse og HA-eksamen valgte Jørgen Dahl Pedersen i 1986 at tiltræde virksomheden, hvor han har været direktør siden 1987.

I 1989 overtog Dahl Pedersen A/S Volvo og Renault forhandlingen i Nykøbing Mors. Købet omfattede også lastvognsafdelingen. Strukturændringerne i retning af større forhandlere og adskillelse af lastvogne og personvogne var allerede i gang. Lastvognsafdelingen blev solgt fra i 1990, så man nu kunne koncentrere sig 100 procent om personbiler.

I 1996 overtog Dahl Pedersen A/S Volvo og Renault forhandlingen i Viborg af Stensbjerg Automobiler, og året efter blev forhandlingen i Nykøbing overdraget til Halkjærs Auto. Den 1. april 2001 købte Dahl Pedersen A/S Volvo og Renault forhandlingen i Holstebro fra Laustsen Biler A/S. Dermed samledes Volvo og Renault forhandlingen i hele region nord-vest – Skive, Viborg og Holstebro – i én enhed.

Rammerne i Viborg var med tiden blevet for trange, og i 2010 startede man på at bygge et nyt bilhus på Lundvej 1 i Viborg. Det stod færdigt i august 2011 til stor glæde for både medarbejdere og kunder. I 2013 fik Dahl Pedersen forhandlingen af Danmarks nye bilmærke – Dacia. Og senest i 2015 er afdelingen i Viborg blevet certificeret Renault Pro+ Expert, som er et dedikeret erhvervskoncept rettet mod varevogne. I løbet af 2016 blev rammerne for små på Nørrebrogade i Holstebro. Derfor kunne Dahl Pedersen i april 2017 indvie nyt bilhus på Nybovej i Holstebro.