Skive IK

På Skive-egnen har alle fodboldfans et rigtig godt øje til særligt én fodboldklub: Skive IK, der blev stiftet i 1901 og som lige nu spiller i 2. division.

Skive IK Elite A/S har hjemmebane på Hancock Arena med plads til 10.000 tilskuere, og den helt store publikumsrekord blev sat 19. maj 1955 til en oprykningskamp mod Viborg FF. Naboopgøret samlede helt præcis 10.000 tilskuere til en sand folkefest – og rekorden er ikke siden blevet slået.

Hjemmekampene er dog fortsat særdeles populære begivenheder for mange, og der mangler ikke medvind og opmuntring fra skibonitter og sallingboer. Mange er også med udenbys, når det går løs.  

Et håb om et bedre resultat for SIK Elite A/S i fremtiden synes også realistisk i betragtning af, at holdet har en 4. plads i 1. division i sæsonen 2010/2011 som sit hidtil bedste resultat nogensinde. Med det resultat for øje kan trænere og spillere minde hinanden om, at det er sket tidligere – og at det kan ske igen.

Klubben har også fostret adskillige landsholdsspillere med Rasmus Würtz, der spillede i sine ungdomsår i Skive IK, som det nyeste eksempel. Også navnkundige spillere som Christian Lundberg og Jan Bartram kan prale af en fortid på Skives førstehold.

Alle bestræbelser på at vende tilbage til 1. division er sat ind, og med stor professionalisme og medvind fra talrige sponsorer og venner, har Skive IK Elite A/S gode muligheder for at vende tilbage til tidligere tiders storhed. Det hepper hele Skive-egnen på!