Skov
I midten af 1960´erne udviklede brødrene Kristen og Kjeld Skov det første ventilationssystem. Skov-brødrene havde det største ægproduktionsanlæg i Skandinavien på den gamle herregård, Østergaard Hovedgård i Åsted.
Ideen om et ventilationssystem opstod i forbindelse med opførelsen af to nye stalde.
Brødrene kunne ikke finde et system med kapacitet til at ventilere stalde i den ønskede størrelse og begyndte derfor at udvikle deres egne ventilationssystemer.
Salget af ventilationsløsninger til fjerkræ- og grisestalde begyndte i 1966 og skabte dermed grundlaget for det nuværende SKOV. Brødrenes ventilationssystemer blev hurtigt populære, og da pladsen blev knap, byggede de en ny fabrik i Glyngøre. Det var i 1978.
I 1982 begyndte eksporteventyret at tage fart med nogle store ordrer til Nordafrika, og siden da er der blevet udviklet nye systemer og produkter, som er blevet eksporteret til hele verden. I dag er SKOV førende på verdensplan inden for området, og eksporten tegner sig for mere end 90 procent af omsætningen.
SKOV bidrager til en effektiv og bæredygtig global fødevareproduktion, der leverer sunde fødevarer produceret med respekt for dyrevelfærd. Virksomheden leverer klimaløsninger, farm management og digitale værdikædetjenester til animalsk produktion verden over.
Ud over hovedkontoret i Danmark er der datterselskaber i Thailand, Rusland, Kina og USA og en afdeling til softwareudvikling i Malaysia. SKOV-gruppen omfatter desuden Secco International Inc. I Canada.
Hovedkontoret i Glyngøre er blevet udvidet ved flere lejligheder, og er i dag på 16.000 kvadratmeter under tag. Den næste milepæl på tidslinjen vil være, når vi tager et nyt logistikcenter i brug. Det vil også have et areal på 16.000 kvadratmeter.
Det nye logistikcenter samler lageret i Danmark på ét sted tæt på vores lokale underleverandører. Det er udstyret med avanceret teknologi til optimering af arbejdsprocesserne og letter dermed distributionen af ventilationsprodukterne på verdensplan til konkurrencedygtige priser.
SKOV har været på markedet siden 1966 og er en af verdens førende leverandører af ventilations- og farm managementsystemer og har i dag mere end 500 medarbejdere.